Senior Bio

La La Land

Plakat for filmen La La Land

Mandag d. 06.03.2017

Onsdag d. 08.03.2017

La La Land har allerede vundet adskillige af de mest prestigefyldte filmpriser, bl.a. 7 golden globes, herunder for bedste film og bedste hovedroller, samt publikumsprisen på Toronto Festivalen og er dermed også Oscarfavorit.
Los Angeles er kendt som byen, hvor drømme bliver til virkelighed. Mia (Emma Stone), en ung skuespillerinde, jagter sit livs store filmrolle, men indtil den dukker op, må hun tage til takke med at servere café latte til byens store filmstjerner. Den dedikerede pianist Sebastian (Ryan Gosling) drømmer om en fremtid som jazzmusiker, men er tvunget til at acceptere ligegyldige jobs som hyggepianist på små nussede barer for at tjene til dagen og vejen. Ved et tilfælde mødes de to og forelsker sig hovedkulds i hinanden, men deres kærlighed og karriereplaner sættes på en hård prøve i byen som også er kendt for at knuse hjerter og bryde drømme.
Kilde: Nordisk Film

Længde: 2:08
Instruktør: Damien Chazelle
Skuespillere: Ryan Gosling, J.K. Simmons, Emma Stone, Rosemarie DeWitt, John Legend
Censur: Tilladt for alle

Kærlighed kender ingen grænser

Plakat for filmen Kærlighed kender ingen grænser

Mandag d. 06.03.2017

Onsdag d. 08.03.2017

”Kærlighed kender ingen grænser” er den sande og gribende historie om to menneskers ubrydelige kærlighed, som forandrede en hel nation.
I 1947 forelsker kongen af Botswana, Seretse Khama, sig i den britiske kontorassistent Ruth Williams. Deres ægteskab møder modstand – ikke kun fra deres respektive familier – men også fra de britiske og sydafrikanske regeringer. Men Seretse og Ruth vælger med hjertet og trodser både deres familier, apartheid og det britiske imperium.
David Oyelowo (”Selma”) og Rosamund Pike (”Gone Girl”) spiller Seretse Khama og Ruth Williams i dette rørende og bevægende drama, hvor kærligheden ikke kender nogen grænser.
Den engelske instruktør Amma Asante, som for øvrigt er dansk gift, har instrueret ”Kærlighed kender ingen grænser”.
Amma Asante begyndte sin film- og tv-karriere som børneskuespiller i tv-serien Grange Hill, og fortsatte med det i flere år for siden at blive studievært på børnekanalen Channel. Men allerede i slutningen af sine teenageår kastede hun sig over at skrive manuskripter samt producere tv-serier for bl.a. BBC2. Siden er der kommet to biograffilm fra hende, hvoraf den ene – ”A Way of Life” – blev vist på Copenhagen International Film Festival 2005. ”Belle”, som Asante instruerede i 2014, har ikke haft biografpremiere i Danmark.
"Kærlighed kender ingen grænser" er en Biografklub Danmark film.

Kilde: UIP

Længde: 1:51
Instruktør: Amma Asante
Skuespillere: Rosamund Pike, Tom Felton, Charlotte Hope
Censur: Tilladt over 11 år

Kongens valg

Plakat for filmen Kongens valg

Mandag d. 13.03.2017

KONGENS VALG handler om tre dramatiske dage i april 1940, hvor den norske konge får et ultimatum af den tyske militærmagt: Overgiv dig eller dø. Med tyske fly og soldater i hælene bliver den kongelige familie nødt til at flygte. De beslutter sig for at splitte op uden at vide, om de nogensinde vil se hinanden igen. Prinsesse Märtha rejser med børn til Sverige, mens Kong Haakon og Kronprins Olav bliver i Norge for at fortsætte kampen. Efter tre dages desperat flugt tager Kong Haakon sin endelige afgørelse. Han nægter at kapitulere, selvom det kan koste både sig selv, sin familie, og mange uskyldige nordmænd livet. Jesper Christensen spiller overbevisende hovedrollen som Kong Haakon. Filmen høstede fantastiske anmeldelser ved den norske premiere, hvor flere anmeldere kvitterede med 6 stjerner – og er i øvrigt den norske Oscar-kandidat.
Kilde: Camera film.

Længde: 2:13
Instruktør: Erik Poppe
Skuespillere: Jesper Christensen, Anders Baasmo Christiansen, Odd-Audor Bentsen
Censur: Tilladt fra 11 år